Nye kontingentsatser i 2027

30. oktober 2026 13:32 , af Mathias Kosack

Hej Alle

I Aarhus 1900 Atletik og Løb arbejder vi løbende på at udvikle vores forening og skabe gode rammer for både træning, fællesskab og de mange aktiviteter, vi tilbyder vores medlemmer.

Vi har gennem de seneste år investeret i flere områder af foreningen, og det arbejde ønsker vi at fortsætte.

Derfor har bestyrelsen besluttet at justere kontingentet med virkning fra 1. januar 2027.

Fire år med uændret kontingent

Det er nu fire år siden, vi sidst justerede kontingentet. I samme periode er det generelle prisniveau steget markant, og det har også betydning for vores omkostninger som forening. Det er omkostninger over en bred kam, helt fra øgede omkostninger ved startgebyr for ungdomsatleter til øgede driftsomkostninger af vores faciliteter.

Vi har indtil nu fastholdt kontingentet, men ønsker at sikre en økonomi, der både kan understøtte den daglige drift og give plads til fortsat udvikling.

For os handler kontingentjusteringen derfor ikke kun om stigende omkostninger. Den handler også om at sikre, at Aarhus 1900 fortsat kan udvikle sig og være attraktiv forening at være en del af. En forening med en størrelse, hvor håndtering af økonomi, udvikling og afvikling af events, udvikling og udbyggelse af hold og træningstilbud, ikke kan varetages udelukkende af frivillige.

Vi har allerede investeret og det vil vi gerne fortsætte

Vi har gennem de seneste år arbejdet målrettet på at styrke vores aktiviteter og tilbud. Derfor også investeret i initiativer, der er med til at understøtte:

  • Et stærkere løbemiljø, hvor både løbere og trænere oplever god støtte, udvikling og et fællesskab, der er attraktivt at være en del af. Dette ser vi blandt andet med Julies tiltræden.
  • Bedre muligheder for børn og unge, hvor vi styrker rammerne for både den sportslige udvikling, træningsglæden og fællesskabet. Dette blandt andet med flere træningstider og trænere.
  • Mere værdi i medlemskabet, gennem udvikling af behandlingstilbud, sociale aktiviteter og et aktivt klubliv.
  • Endnu bedre træning, hvor dygtige og veluddannede trænere er med til at sikre kvalitet, motivation og udvikling på tværs af niveauer.
  • Gode og tidssvarende faciliteter, hvor løbende forbedringer af træningsområder og udstyr, herunder nyt cardio set-up, giver bedre muligheder for den daglige træning. 

Det kræver, at vi har økonomien til både at fastholde det, vi allerede har, og udvikle nye tilbud.

Nye kontingentsatser fra 1. januar 2027

De nye kontingentsatser er følgende:

Beløbene er angivet i kr. pr. mdr.

Som en del af ændringen oprettes Masters Atletik som en selvstændig kontingentkategori. Basis 2 er en tidligere medlemskategori, som gradvist udfases. De eksisterende medlemmer i kategorien får også justeret deres kontingent.

Vi mener, at det er en nødvendig justering, hvis vi skal sikre en sund økonomi og fortsat kunne udvikle de tilbud og rammer, der gør Aarhus 1900 Atletik og Løb til et godt sted at dyrke sin idræt.

Ved spørgsmål er i altid velkommen til at række ud til formand@1900al.dk

 

Bestyrelsen

Aarhus 1900 Atletik og Løb

Vedhæftede filer