De lange lørdagsture i rask walk-tempo kan nu noget ganske særligt, som nok skal prøves for rigtig at forstå det. Og nogle gange får man nogle oplevelser med hjem, som man ikke havde forventet fra turens start. Dette var også tilfældet i dag lørdag den 12. januar 2019.
Vi mødtes som sædvanlig kl. 10.00 inde ved stadion, og i dag var der 15 mødt op, på trods af truende regn i vejrudsigten. Ca. halvdelen, 8 stk., valgte at gå 10 km i skoven op over Gyvelhøj, og de resterende 7 tog afsted på dagens annoncerede tur til Hasle Bakker. Jeg var lidt spændt på hvorledes det vil være at komme frem og tilbage til bakkerne, for er der noget vi gerne går ekstra kilometer for i walkgruppen, så er det for at undgå at gå langs støjende og kedelige hovedveje, som f.eks. Ringvejen. Men heldigvis var der deltagere med rigtig god kendskab til ruten, som gik via Brabrandstien, de 3 broer, op igennem Åbyhøj og Hasle og via Bispehaven og forbi vandtårnet ved Viborgvej ud til de kunstige bakker ved Jernaldervej.
Dagens første udfordring var 'spiralen', som er opkaldt efter den sti som snor sig rundt om bakken som en spiral, helt op til toppen og ned igen. Bakken er rigtig god til at få pulsen godt i vejret. Vi havde fået følgeskab af Hanne i dag, som er startet med Walk for nylig, og dette var Hannes første lange lørdagstur. Hanne er en sej motionist, med megen løbeerfaring, så selvom dagens program var en stor mundfuld, så klarede Hanne det superflot og med godt humør hele vejen. Det kan vi li' i walkgruppen. Jeg spurgte Hanne til at starte med hvor hurtig hun kunne gå, og Hane svarer 5 km/t. I praksis gik vi meget af ruten med 6-6,5 km i timen, så man kan mere end man tror, når man går i flok, og humøret er højt.
Fra toppen af Spiralen
Godt over næste bakke, som hedder Plateauet, hvor en Alpe d'Huez lignende sti, går op til toppen, var turen kommet til et slag igennem Bazar Vest. Og her kom vi forbi Metins Grill. Jeg kender Metin fra tidligere, hvor vi i sponsorsamarbejdet med Olav de Linde, har arrangeret nogle ture med udgangspunkt i området ved Bazar Vest. Så jeg tænkte at vi lige skulle forbi hilse på ham, når nu vi kom lige forbi. Metin er en rigtig god fyr, glad og imødekommende, og han bød os på en kop Tyrkisk the. Det kunne vi ikke sige nej til, så vi fik lige en lille pause og varm kop the i Metins hyggelige Grill café.
Metin bød os indenfor i Grillen på en kop Tyrkisk the.
Hyggeligt med en lille the pause. Tak for det, Metin.
Derfra gik turen ned igennem Gellerupparken. Man kan virkelig godt fornemme at der sker ting og sager derude i disse år, med renovering, nedrivning og nybyggerier. Vi tog turen ind gennem City Vest, ned af alle rulletrapperne, og endte nede ved Silkoborgvej. Her gik vi under vejen og ned gennem kvarteret til Brabrandstien, og herfra gik turen så ellers hjemad via kolonnihaver, Omslevvej og Wilhelm Becksvej tilbage til stadion. Endnu engang en super dejlig tur, hvor man bare vender gladere tilbage.
De 5 km/t i gennemsnit er med de pauser og passager af Bazar og City Vest vi havde undervejs.