Masters EM i atletik (EMACS 2017)

19. maj 2017 22:51 , af Mikkel Larsen

I højsommeren 2017 kan du være med i Europas største officielle mesterskab i atletik, halvmaraton og kapgang (EMACS 2017). I alt kommer omkring 4000 deltagere fra mere end 40 lande til Aarhus for at dyste i de mange forskellige discipliner.

Du er aldrig for gammel!

Sådan lyder sloganet for EMACS 2017. Det store atletikstævne henvender sig nemlig til dig, der er 35 år eller derover. Din alder skal derfor ikke være en hindring. Stævnet inddeler de tilmeldte atleter i aldersgrupper, sådan at jævnaldrende kommer til at konkurrere med hinanden. Der er ikke nogen kvalifikationskrav, dog er det en betingelse, at du er medlem af Dansk Atletik Forbund. Men du er selvfølgelig altid velkommen til at komme forbi at være tilskuer.

Mere end et atletikstævne

EMACS 2017's atletikkonkurrencer finder sted på Ceres Park og Viby Stadion. Men alt behøver ikke at gå op i konkurrence, for du kan nemlig også deltage i forskellige events, fx er der den 31. juli 2017 en stor atletfest med mad, drikke og hyggeligt samvær.

Du tilmelder dig EMACS 2017 ved at registrere dig online, hvor du også finder priser for deltagelse.

Sidste frist for tilmelding er 18/06/2017.

Mere info: www.emacs2017.com 

Aarhus 1900-medlemmer, der er interesseret i at deltage, kan kontakte klubbens sekretariat for mere info om alt det praktiske.