Møde for frivillige og officials og dig, der tænker på at blive det!

26. februar 2016 10:06

I Aarhus 1900 A/M sker der rigtig meget på løbsfronten, og vi har planlagt en række nye spændende løb i år.

Hvis ikke det var for mange dedikerede officials og frivillige, ville det være umuligt at afholde disse løb. Vi har derfor brug for at holde på alle de dygtige officials vi allerede har, samt finde flere medlemmer, der har lyst til at yde en indsats - stor eller lille - til et eller flere af årets løb. I den forbindelse er det helt afgørende for klubbens fortsatte positive udvikling, at vi forstår hvad vores frivillige motiveres af, for derigennem at gøre opgaverne så attraktive som overhovedet muligt.

Derfor indkalder vi til et møde for alle, der enten allerede er/har været official, eller som kunne overveje at tage en tørn som official i 2016. Formålet med mødet er at høre din mening; Hvad skal der til, for at du melder dig som official - eller fortsætter som official? Vi vil også præsentere årets nye løb, og informere om hvilke officials-opgaver der er i den forbindelse. Herudover vil vi benytte lejligheden til at give dig et lille indblik i hvad der ligger bag løbene og hvilke opgaver klubbens sekretariat løser.

Mødet afholdes i klubhuset mandag d. 7. marts 2016 og varer fra kl. 20.00-21.00. Tilmelding er ikke nødvendig, men vi håber at se dig. Prik gerne din klubkammerat på skulderen og tag ham eller hende med.

Der vil være kaffe/te samt kage.