En gåtur kan ændre din dag - mange gåture kan ændre dit liv

Walk er et tilbud til dig, der gerne vil dyrke en forholdsvis let tilgængelig, skånsom og effektiv motionsform. Siden opstarten er vi vokset stille og roligt, så det er ikke usædvanligt, at vi er omkring 25-30 walkere på en hverdagsaften. Ud over glæden ved at gå i fællesskab med andre kan walk også være en måde at træne på, hvis du gerne vil lære at løbe. Og walk kan være måden at træne på, hvis man som løber er skadet.
Walk er også velegnet som supplerende udholdenhedstræning eller restitution.  
Alle, der kan gå 5 km på en time, kan være med. Mandag og onsdag har vi 2 walkhold, der går hhv. omkring 5 og 6 km/t. Om lørdagen finder vi inden afgang sammen i grupper, alt efter ønsker til distance, og følges ad, indtil de korteste distancer drejer fra. Vi bruger ofte bakker til at få pulsen lidt op ved at give tempoet frit. Har du lyst at lære gangteknik, som kan hjælpe dig med at gå mere effektivt og få mere fart på, er dette også muligt.

Hvor og hvornår?

Vi træner mandag og onsdag kl. 18.00 og lørdag kl. 10.00. Til daglig går vi typisk 5-7 km. Om lørdagen er der mulighed for længere ture.

Vi mødes inden afgang under balkonen foran Aarhus Atletik- og Løbeakademi på Havreballe Skovvej. OBS: Første lørdag i måneden er der mødested ved Ørnereden.

Du er meget velkommen til at komme forbi og prøve en tur sammen med os. Henvend dig til en af instruktørerne. Vi har gule veste på, og der står "1900 Walk" på ryggen. Det anbefales at starte første gang en mandag eller en onsdag.

Se også vores facebookgruppe her: https://www.facebook.com/groups/1900walk/ 

Tilmelding til 1900 Walk

Her tilmelder du dig 1900 Walk og bliver dermed medlem af Aarhus 1900 AL. Der er ingen tilmeldingsgebyr. Kontingentet hedder Walk og Bevægelse i det fri, og prisen er 300 kr./kvartal. Ved indmeldelse er kontingentet periodiseret.
Dvs. at du betaler for perioden frem til næste kontingentopkrævning.
Meld dig ind i klubben her.
For eksisterende medlemmer af Aarhus AL er walktilbudet inkluderet i dit kontingent.
Tilmeld dig hold på medlemsforsiden.

Hvad får du for dit kontingent? Først og fremmest bliver du medlem af et stort fællesskab, som gør, at det både er nemmere og sjovere at komme ud og dyrke motion. Der er kompetente værter/instruktører, der står klar til at tage imod dig 2-3 gange om ugen, nærmest året rundt. Så giver medlemskab selvfølgelig også adgang til vores faciliteter i Aarhus Atletik- og Løbeakademi som f.eks. omklædning og Café Klubhuset. Du kan også deltage i klubarrangementer som f.eks. foredrag og fester.