Mit halve liv har været Aarhus 1900

20. august 2016 21:49

I 2016 fylder Marselisløbet 45 år og er derfor ved at være et ældre motionsløb i Danmark. Det er et løb spækket med traditioner og har været fast inventar i aarhusianernes kalender i 45 år. Derfor er vi i Aarhus 1900 atletik/motion også meget stolte når vi kan fremhæve nogle af de mennesker, der har været med til at forme løbet fra dets spæd.

Børge Helmer er et af Aarhus 1900’s største nu levende klub ikoner og fyldte 90 år den. 31. juli. Børge har været med siden 1972 og har deltaget i alle Marselisløb igennem årene. Siden sin indmeldelse i klubben har Børge blandt andet været med til at opbygge Motions afdelingen.

Udtalelsen ”Mit halve liv har været Aarhus 1900”, passer utrolig godt på det muntre og livligt fortællende fødselsdagsbarn, da vi sætter ham i stævne ved hans fødselsdagsfest i klubhuset. Der gik ikke mange år efter Børges indmeldelse i 1972, inden den tidligere formand for motionsafdelingen overdragede tøjlerne til Børge. En post han besad i en årrække. Men dette var blot startskuddet til Børges mange indvirker i klubben, hvor han både har siddet som redaktionsmedlem og redaktør i Siden Sidst, været formand i 100 km udvalget og været med til at danne ældreidræt, hvori han stadig er et aktivt medlem.

At vække inspiration hos andre er noget Børge sætter en stor ære i. Noget Børge selv har oplevet på egen krop: ”Aksel Frandsen og Svend Aage Nielsen de blev vores ikoner dengang, de blev gamle og de blev ved med at løbe. De var med i Marselisløbet i mange år og blev altid udråbt fra tårnet” uddyber Børge. For det er netop det aktive liv, som Børge tyer til, når han skal rådgive eller forklare, hvordan han selv har været i stand til at holde sig i gang. Dog i øjeblikket døjer Børge selv med nogle akillessene problemer, ” men så må man jo gå, for at holde sig i gang. Det er ikke lige så hårdt for kroppen.”

Uden tøven står dette år også på 12 km ved Marselisløbet, som det har gjort alle de andre år. - Selvom tiden måske ikke er den samme som den har været, er det stadig rigtigt sjovt at være med.